Brændenældeinfusioner har været en fast del af mit liv siden jeg var gravid med mit andet barn. Her skulle jeg selvfølgelig være ekstra opmærksom på mit jern-indtag – men da jeg ikke reagerede godt på diverse tilskud, kom min kloge jordemoder Ann-Emilie mig til hjælp. Hun opfordrede mig til at begynde at drikke brændenældeinfusioner, og det ringede en klokke. For jeg havde jo mange gange læst om brændenældens fantastiske egenskaber; hvor sund og næringsrig den er, og jeg var allerede vant til at spise den jævnligt.
Med infusionerne blev det endnu lettere at få del i dens gaver på daglig basis (man KAN godt blive træt af brændenælde-tærte igen og igen…. 😉 ), og jeg klarede mig faktisk igennem graviditeten med meget flotte tal kun med den som min hjælper. Min sygeplejerske bad endda om opskriften, da hun så stigningen i mit jernniveau! 🙂

Brændenældehøsten starter i det tidlige forår og slutter i i efteråret, hvor frøene høstes. Brændenælder skyder igen, når de skæres ned – så der kan høstes mange, mange gang fra samme plante i løbet af sæsonen!
Så hvad er en infusion?
En infusion er ikke bare en kop te! Ved infusioner som denne overtrækkes tørret urt (omtrent 30 gram, men det laver jeg nu på slump – 30 gram tørret urt er MEGET) til 1 liter kogende vand. Herefter skal infusionen trække i omkring otte timer – eller natten over, som jeg plejer at gøre det. Det kan fint stå på køkkenbordet. Herefter sies urten fra, og infusionen er klar.

1: Urterne hældes i en beholder, som kan tåle kogende vand – fx en tekande eller en stempelkande.

2: Kogende vand hældes over. Lad det stå og trække omtrent otte timer.

Infusionen kan sagtens trække på køkkenbordet.
Infusionen kan holde sig 2-3 dage i køleskab, så jeg plejer at lave en stor portion på 1-2 liter, som jeg drikker over nogle dage. Det er nemt at lave i en tekande eller en stempelkande. De frasorterede urter kan du give dine høns eller komme i komposten.
En infusion laves bedst med tørrede urter, da næringsstofferne udtrækkes mest effektivt herfra. Men du kan selvfølgelig også lave den med friske plantedele, så er den bare ikke helt så potent.
Infusionen kan drikkes som den er, eller den kan bruges i sovser, supper, i saftevand eller saftevandsis, eller blandes med juice eller i smoothies – det er en fantastisk måde at liste næring og styrke ind i hverdagsmaden på, som jeg kun kan anbefale. Mine børn får gerne en kop varm saft opblandet med brændenældeinfusion, mens jeg selv drikker det rent i store glas! Smagen skal man måske vænne sig til (det smager ”grønt” og kraftigt, hvis din infusion er stærk) – men det gør man nu hurtigt.

Den færdige infusion, klar til at blive drukket med det samme, eller hældt på flaske, hvor det kan opbevares på køl og drikkes i løbet af nogle dage.
Brændenælde er især rig på jern og calcium; A- og C-vitamin; den udrenser og styrker hår, hud og negle. Øger både blodprocent – og mælkeproduktion, og hjælper oven i købet også mod allergi. Den er kort sagt en ultralokal superfood og naturens egen gratis multi-vitaminpille!
Du kan sagtens bruge din egne brændenælder fra haven (du vil se på dem med helt nye øjne, og begynde at elske dem, når først du lærer at bruge dem!), eller du kan købe tørret brændenælde i de fleste helsekostbutikker.
Jeg kan dog KUN anbefale at begynde at samle og tørre brændenælde selv – det er nemt og oplagt, hvis man har en have eller kan sanke i naturen. Dét – korrekt tørring af urter – har jeg skrevet en udførlig guide til i min bog ”I gang med spiselige bede”. Den kan købes i alle boghandlere, hos mig, og lånes på biblo.
Man kan nemt blive selvforsynende med brændenælder nok til både mad, te og infusion året rundt. Det er både bedre, billigere og sundere end noget andet man kan købe sig til (!). Man skal bare i gang! 🙂
Kh Kristine
