Spring til indhold

Verdens mindste planteskole

Gennem verdens mindste planteskole ønsker vi at bidrage til større kendskab til og udbredelse af de mange dejlige spiselige planter, der kan dyrkes med lethed i de fleste haver 💚

Stolthenriks gåsefod

Åbningstider: Planteskolen har åbent hver fredag 14-17 i august og september – samt efter aftale! Jeg stiller gerne planter frem til jer.

Verdens mindste planteskole sælger planter til skovhaven; til urtehaven, til tebedet, til altankasser og terassehaver. Vi sælger “permaplanter”, krydderurter, skovhaveplanter, flerårige grøntsager… Kært barn – men hovedsagen er, at de er flerårige og spiselige i én eller anden grad.

Flerårig kål ‘Daubenton’

Planterne i verdens mindste planteskole er dyrket med bæredygtighed for øje

Det viser sig ved at vi:

1) Ikke bruger spagnum! Spagnum er problematisk af mange årsager (som man kan læse om mange andre steder, fx her ). Alligevel vokser stort set alle planter, man kan købe, i spagnum. Det er både ærgerligt og unødvendigt. Vi laver istedet vores egen jordblanding ud af kompost, muldvarpeskud, sand og græsafklip.

2) Formerer planterne fra egne frø og stiklinger. Kan egne frø ikke skaffes, bruger vi økologiske frø. Mange af de mere særlige planter er svære at skaffe i handlen, og vores sortiment er resultatet af mange års samlen. Vi værner om samlingen gennem frøsamling og vegetativ formering; for det er ikke lige sådan at finde en nine-star broccoli eller babingtons porreløg igen! Ved at bruge eget formeringsmateriale kan vi holde produktionen så enkel som muligt, hvad der i sidste ende kommer både planter og planet til gode.

3) Hylder genbrug! Alle potter er fx genbrugspotter, doneret af andre havefolk 🙏 Vi holder al indkøb af materialer på et absolut minimum. Vil du donere potter, så send en besked – vi modtager dem med kyshånd!

4) Ikke bruger kunstgødning. Kompost fra egen have og genbrugspladsen samt hjemmelavet gødningsvand er jordklodevenlige alternativer.

Obs: Grundet EU-regler om plantesundhed sælger jeg kun frø og planter til private, da mine planter og frø ikke er omfattet af krav til plantepas. Jeg har derfor heller ikke mulighed for at sende planter med posten.

Romersk kamille er en flerårig, ukompliceret kilde til beroligende vinterte